En familiefortælling om længslen efter fortiden i Rusland

Jeg bygger et hus med mine hænder har sit udspring i Shalakusha, en lille landsby 730 km nord for Moskva, hvor hun blev født, og hvorfra hun som 4-årig flyttede til København med moderen og dennes nye mand. Da Marina er teenager, dør moderen i en ulykke – et tab der kommer til at definere forfatterens søgen efter identitet og samling. Med fødslen af en datter sætter Marina sig for at beskrive sit stærke, iboende behov for at samle familiens historie og beskrive sin længsel efter fortidens Rusland.

Marina definerer projektet således: “Hvad der starter som en søgen efter kontakt med min afdøde mor og hendes slægtninge bliver en rejse ud i en stor sorg, der flyder over, en genforening med mig selv, og en forståelse af at livet hele tiden består af tab, og at det i virkeligheden handler om at have evnen til at kunne give slip.”

“Jeg bygger huse til katten, til dukkerne, en stor port, et køkken, soveværelser. Jeg bygger af bjælker, dedushjka har samlet til kakkel-ovnen, men først saver han det op i mindre stykker til mig. Helt perfekte rektangulære rå træstykker som bliver kaldt danske træstykker. Eller dansk-sovjetisk lego. Jeg får lov til at bygge på enten veranda- eller stuegulvet. På tæppet begge steder. Der er spåner i hele huset. Fra tæpperne stikker de sig ind i alles sokker. Men der dufter af nysavet træ. Det er birketræ. Der dufter af nysavet birketræ i vores stue. Hvad er det nu, det hedder på russisk. Березка.”

Jeg bygger et hus med mine hænder er Marinas debut og illustreret med hendes egne værker.