"1,7 tipping point’ er et meget kunstnerisk og raffineret værk, der taler lige ind i den aktuelle flygtningekrise såvel som i de aktuelle miljøpolitiske diskussioner." - Litteratursiden

"teksten er billedstærk, foruroligende, fantasifuld og samtidig forankret i helt reelle problemer." - Information

Vi skal have fat i en ny genrebetegnelse for at bestemme hybridværket 1.7 tipping point, som Silja E.K. Henderson debuterer med. En montage bestående af forfatterens egne digte, dagbogsblade og erindringsbrokker, readymades om verdens tilstand fra internettet og en dystopisk novelle i bedste science fiction stil, der tematiserer menneskets nuværende tilstand: katastrofeafventende.

Igennem værkets utallige referencer fra alt fra videnskabelige artikler til twitter-opslag og citater fra store tænkere som Hannah Arendt og Bertolt Brecht oversvømmes læseren af information, statistikker og tal – præcist som værkets jeg drømmer om kontinenternes oversvømmelse. På den måde udtrykkes oversvømmelsen både i værkets indsamling af information og stemmer, samtidig med at syndfloden som motiv ligger og lurer under hele værkets fremfærd.

I en vekslen mellem det nære og hjemlige i dagbogsnotaterne og det truende apokalyptiske i faktaklip og statistikker skriver Henderson sig ind på katastroferne og spørger: Hvad nu hvis depressionen ikke skyldes overdreven pessimisme, men en rationel vurdering af tingenes tilstand? Hun skriver klimakrise og ulighedskrise og flygtningekrise sammen til én og samme problemstilling – og kæmper som menneske, intellektuel og som mor på den ene side med at erkende sin egen og samfundets apati, og på den anden side med at overskride den i det fælles og hudløse ‘vi’.

Det er den sammenknytning af den private anfægtelse og det fælles samfundsbetingede ansvar, der gør 1,7 tipping point til så stærk en bog. Henderson skriver sig ind i den kritiske tradition, der de seneste mange år har blomstret med danske forfattere såsom Lars Skinnebach, Theis Ørntoft og Glenn Christian, men også internationale kunstnere som Ai Wei Wei og økokritikkens teoretiske fader Timothy Morton. Men Henderson gør økokritikken voksen, hun påtager sig et ansvar fremfor blot at forkynde katastrofen. Og så kan hun skrive – hun kan samle det intime og det fjerne i sætninger, der understreger menneskets foragt overfor sin egen position. I jegets eget ansigt, og i børnenes, ses hele katastrofens udfald.

Så kærligt kan der skrives om katastroferne –