0
De nøjsomme

Poul Vad

De nøjsomme

Normal pris 179,95 kr
Gladiator abonnement
126,00 kr for abonnenter

De nøjsomme udkom i 1960, og selvom Vad forinden havde udgivet digtsamlingen Den fremmede dag, regner han dette værk for sin egentlige skønlitterære debut. De nøjsomme er IKKE en generationsroman, som Vad selv skriver i essayet ‟Højtidelig erklæring”. Men han fortæller ikke, hvad han til gengæld anser romanen som, og det er da heller ikke lige til at sætte en genrebetegnelse på, da Vad i den grad havde sin egen stil.

Vi følger for det meste Henrik, som var frihedskæmper under Anden Verdenskrig og nu tulrer rundt i en udramatisk hverdag, hvor han tager toget på arbejde og hjem igen til sin kone, Else, og to børn. Indimellem besøger han Susanne, der fører et ubeslutsomt bohemeliv i sin triste lejlighed med en kuffert ragende frem under sengen, der syntes at fortælle at her boede en tilfældig gæst som hvert øjeblik kunne bryde op …

Det virker umuligt for karaktererne at tale ligefremt sammen. Kvinderne forsøger indimellem, men mændenes forknythed får dem til at opgive. Dialogerne rummer et væld af høflighedsfraser og harmløse ligegyldigheder, der blokerer mulighederne for intimitet. Når naboerne skændes, og deres barn græder, så larmen fylder stuen, kommer man med en ironisk bemærkning og skruer op for radioen.

Men det er ikke, fordi Henrik er uberørt af naboernes kaotiske samvær. Tværtimod.

Det lyder som et følelsesforladt univers. Det er det ikke. Der er et nærvær i beskrivelserne af personerne og tingene, der emmer af længsel efter intimitet og blot gør fortielsen endnu mere uudholdelig.

Længslen er en grundfølelse i værket. Ved første øjekast virker det som en længsel efter den uopnåelige elsker. Personerne flirter uophørligt på kryds og tværs trods deres usagte løfte om at leve praktiske og nøjsommelige liv. Men flirten er aldrig andet end (harmløs) adspredelse – det praktiske trumfer altid igennem, og stilstanden opretholder sig selv.

Poul Vad, 1927-2003. Debuterede med digtsamlingen Den fremmede dag (1956), men udgav derfra primært romaner som bl.a De nøjsomme (1960) og dernæst Taber og vinder (1967), og Dagen før livet begynder (1970). Derudover udgav han et par essaysamlinger, en novellesamling og sidst, men absolut ikke mindst, må nævnes hans kunsthistoriske produktion, som omfatter en række monografier om danske billedkunstnere.

 

Forfatter: Poul Vad
Titel: De nøjsomme
ISBN: 9788793658172
Udgivelsesdato: 15/11 2018
Sidetal: 180
Pris: 179,95
Efterordskribent: Simon Gregersen
Omslagsillustration: Halfdan Pisket
Omslagslayout: Thomas Joakim Winther
Læs mere

Del dette produkt