Sorgen er det sted, jeg’et i digtsamlingen Tænder, hofter, hænder, taler fra. Hun har mistet sin veninde efter et langt sygdomforløb, og tabet får hende både til at se tilbage på relationen til veninden og de andre dødsfald, hun har oplevet i løbet af sit liv.

Digtsamlingen skildrer venindens psykiske sygdom og kropslige forfald, som den opleves af jeg’et. Den skildrer også venskabet mellem de to unge kvinder, som er præget af sygdommen, men også af en sort humor, som gør livet lettere at tackle. Igennem digtene er jeget på en rejse, der trækker på fortællinger fra                        fortid og nutid, fra barndommen og begyndelsen af tyverne, i den nære                        familie og blandt venner. Der mærkes i digtene en angstblandet fascination af døden. Døden bliver det vindue, hvorigennem jeg’et vokser og til trods for det absolut urimelige i tabet finder en slags mening i tilværelsen. Ikke ved at flygte, men ved – med humor og sans for det groteske – at konfrontere sig med døden.

LYT TIL GLADIATORPODCASTEN OM BOGEN HER

Tænder Hofter Hænder er et portræt af et venindeskab og et smugkig ind i et liv, hvor sorgen først føles altopslugende, så håndterbar. Selve skriften og digtenes tilblivelse kan ses som en måde at komme overens med sorgen på. For forfatteren har skriften også været en måde at håndtere en sorgproces på. At skrive om sorgen har gjort, at den føltes mindre ensom, og at noget af det tabte kunne genopleves.